Støtte til udvikling af aktivitetshus- og naturhus i Vrangeskov

Landsbyer står stærkere, når de samarbejder på tværs af by- og sognegrænser.

Der er behov for bedre og andre mødesteder, som passer til de nye fællesskaber og nye behov. Brugsen og sportshallen er i dag typiske og vigtige mødesteder i lokalsamfundet, men der er brug for at tænke nyt. Og det er lige hvad Søskovlandet Sjælland har gjort, fortæller formand for Søskovlandet Sjælland Ulrich Hjort Hansen. Landsbyklyngen nord for Ringsted dækker 4 lokalråd, 6 kirkesogne og 15 landsbyer (Haraldsted-Allindemagle, Jystrup-Valsøllille, Vigersted og Kværkeby-Fjellebro).

I en ny kampagne har Foreningen Realdania og Lokale og Anlægsfonden givet tilsagn til Søskovlandet om støtte til at udvikle en idé om et aktivitets- og naturhus i Vrangeskov – gerne i tilknytning til det nuværende og tidligere traktørsted. Styregruppen i Søskovlandet og øvrige interesserede frivillige skal nu til at arbejde videre med deres projektidé til et nyt mødested, så idéen kan vokse til et egentligt projekt, lyder det fra direktør Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden. “I Realdania vil vi være med til at styrke livet og fællesskaberne uden for de store byer. Nogle gange kan selv små tiltag skabe store forandringer – og helt sikkert er det, at de landsbyklynger, der nu får støtte, går forrest med gode, kreative eksempler, som jeg er rigtig spændt på at følge i den kommende tid” siger filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk. 

Otte af projektidéerne handler om at bygge om og transformere eksisterende bygninger, og projektet som vi støtter i Søskovlandet er én af dem – her er det ønsket at nuværende bygninger bliver ombygget og suppleret med nye, og det er præcis det som det kommende arbejde tager fat om. ”Den gode projektidé styrker fritidslivet og tager udgangspunkt i de lokale potentialer, der kan løfte fællesskabet. Vi har opfordret ansøgerne til at tænke videre fra en traditionel idé om hallen eller forsamlingshuset som mødested. Det handler om at bruge kvadratmeterne klogt på tværs af landsbyer og finde på nyt sammen – og det har rigtig mange gjort,” siger Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden. 

Projektet i Vrangeskov skal gerne favne den brede befolkning og støtte op om den mere aktive sports del såvel som den mere stille brug af naturen – og være muligt at benytte for alle aldersgrupper. Det er vores håb, at der også bliver plads for naturformidling således, at skoler og institutioner også kan få glæde af det kommende mødested. Projektet går 100% i spænd med de tanker og beslutninger som Ringsted Kommune og politikere har taget, og der er således afsat midler til formålet. Det har været en meget positiv proces sammen med politikere og embedsfolk fra Ringsted Kommune, at opleve så stor og konstruktiv opbakning.

Projektet har modtaget kr. 200.000 fra Realdania/Lokale og Anlægsfonden og 40.000 kr. fra helhedsplanpuljen under Landsbyforum i Ringsted. Fra formanden for Søskovlandet Ulrich Hjort Hansen er der stor glæde at spore:

“Det glæder mig overordentligt, at alle de borgere som har deltaget i Søskovlandets arrangementer, temagrupper, kommunikation mv., og ikke mindst de ca. 1.150 personer som har besvaret spørgeskemaundersøgelsen, nu vil se resultater af arbejdet med landsbyklyngen, for vil skal i arbejdstøjet og begynde med at udvikle ideen til projektet. Vi i styregruppen for Søskovlandet er så glade for, at vi nu skal til det sjove arbejde, og netop med det arbejde som flest borgere efterspørger – nemlig bedre/mere adgang til naturen som vi kan være fælles om og dele med hinanden” og Ulrich udtaler videre 

Det er fedt at de 4 lokalråd bakker op om landsbyklyngen, og hvis jeg skal være helt ærlig så sigter vi efter skyerne i håbet om at ramme trætoppene – det skal forstå således at jeg også kan se en god idé hvis projektet også omfatter en café – det vil være fantastisk hvis vi kan få en sodavand-sandwich og kaffe- kage efter en tur i skoven. Foruden den aktive del som aktivitets- og naturhus støtter vil en café helstøbe projektet.” 

Der vil i den næste fremtid blive inviteret alle interessenter og interesserede personer, så vi kan få alle ideer frem i lyset og alle kan blive hørt – lige fra handicaprådet til spejdere og foreninger og privatpersoner – alle er velkommen. Se mere om Søskovlandet Sjælland på www.søskovlandet.dk Der kan findes mere info om øvrige kreative projekter på dette link: https://realdania.dk/ projekter/moedestedet 

Fakta Realdania og Lokale og Anlægsfonden har givet tilsagn om projektudviklingsstøtte til 14 ideer i 11 kommuner. De 14 projektideer er fordelt på 13 landsbyklynger og favner ca. 200 landsbyer og op mod 65.000 borgere. Der er i alt 35 landsbyklynger i Danmark. Landsbyklyngerne modtager mellem 85.000 og 200.000 kr. i støtte til projektudvikling Realdania og Lokale og Anlægsfonden har i alt modtaget 36 ansøgninger fra landsbyklynger fordelt på 28 kommuner. I forlængelse af projektudviklingen kan projekterne ansøge om anlægsmidler hos Realdania og Lokale og Anlægsfonden. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *