Forfatterarkiv: Berit Galberg

Udstilling om Midtbanen

Bygning af Midtbanen ved Knudslund

Lørdag den 11. maj kl. 11 åbner en lille udstilling på Torvet i Ringsted med fotos og historier fra dengang, Midtbanen blev bygget. Sammen med udstillingen opstilles et tog, børn kan lege i.

Den Sjællandske Midtbane gik fra Næstved via Ringsted til Frederikssund. Banen skulle sikre en moderne og smidig transport af gods & folk.
Det var vigtigt for de lokalsamfund, banen gik igennem, at få så kort til stationen som muligt.
Det handler teaterstykket ”Banebørster og sognerødder” blandt andet om. I stykket møder vi autentiske personer som førstelærer Simonsen, æggemanden Christian Madsen og hans datter Edith, proprietær Frode Madsen, pastor Gustav Georg Krogh Meyer og høkeren. Vigersted Dilletanterne opfører stykket på Kirkeengen i Vigersted i dagene op til Sct. Hans. Se mere på vigersted.net

En udstilling – og en legeplads
Museum Vestsjælland har i den anledning skabt en udstilling med historier og fotos fra dengang, Midtbanen blev bygget. Du får også en guide til, hvor du den dag i dag kan møde Midtbanen ude i landskabet.
Til børnene bliver der sammen med udstillingen opstillet et flot legetog.

Til udstillingsåbningen byder Museum Vestsjælland på lidt til ganen og man kan møde nogle af skuespillerne fra ”Banebørster og sognerødder” – selvfølgelig i dragterne fra stykket. Blandt andet vil sognefoged Rasmus Larsen (spillet af Torben Ulrich) prøve at opretholde ro og orden på Torvet under udstillingsåbningen!
Bitten Larsen, der har udarbejdet udstillingen, vil fortælle lidt om Midtbanens historie – og Berit Galberg vil fortælle om teaterstykket. Kom og få lidt til ganen og bliv klogere på byens kultur og historie.

Kostumeprøve egnsspil 2019